Har du en onlinebutik og mangler produkter at sælge? Du kan skabe næsten hvad som helst og trykke dit eget brand på samtlige produkter uden at tage højde for, om du har lagerplads nok – du behøver nemlig ingen!
Print-on-demand er en populær metode til at producere varer efter dine kunders ønsker uden at skulle håndtere lageromkostninger. Du kan nemt tilføje dine egne brandspecifikke designs til almene hverdagsprodukter og sælge dem i din butik – fra muleposer og krus til tøj, håndklæder og meget mere!
Hvad er print-on-demand-produkter?
Print-on-demand er en metode til at sælge skræddersyede produkter, der er lavet på bestilling, med dine egne designs eller logoer. Det er en form for dropshipping, hvor leverandøren eller producenten sender produktet direkte til kunden. Du designer produktet, kunden bestiller det, og en tredjeparts trykkeri producerer og sender ordren.
Da print-on-demand-selskaber kun producerer produkter, når der foreligger en ordre, kræver de ikke betaling, før et salg er gennemført. Dette eliminerer behovet for at indkøbe og opbevare et lager, hvilket reducerer omkostningerne markant.
De bedste print-on-demand-produkter
- Unisex-t-shirts
- Personligt tilpasset babytøj
- Krus
- Indgraverede smykker
- Plakater
- Muleposer
- Bæltetasker
- Klistermærker
- Rygsække
- Vægkunst
- Puder
- Håndklæder
- Mobilcovers
- Hatte og kasketter
- Bluetooth-højttalere
- Vandflasker
- Sokker
- Personlige puslespil
1. Unisex-t-shirts
I modsætning til sæsonbetonet tøj, såsom badetøj eller striktrøjer, er t-shirts alsidige og kan bæres alene i løbet af de varme måneder eller som en del af en lag-på-lag-stil i de koldere måneder – hvilket gør det til en fremragende online forretning året rundt.
Med så mange typer t-shirts tilgængelige til print-on-demand, er der masser af muligheder for at henvende sig til en afgrænset målgruppe. Den mest populære farve til unisex-t-shirts er sort, en alsidig mulighed, der går godt med mange forskellige designs. Sørg for, at dine grafikker er unikke og relevante for din målgruppe.
For eksempel startede Passionfruit, et LGBTQ+-inkluderende livsstilsbrand, med at sælge niche-t-shirts med grafik i forskellige temaer. Brandet overgik hurtigt sine mål og udvidede derefter sit produktsortiment.
Når du sælger tøj online, er det vigtigt at inkludere en størrelsesguide, så du kan hjælpe kunderne med at vælge den rigtige størrelse. Heldigvis findes der størrelsesguide-apps, som du kan tilføje til dine produktsider for at give mere præcise oplysninger om størrelser.
2. Personligt tilpasset babytøj
Personligt babytøj er en populær gave at give ved fødsler, babyshowers, dåb og de første fødselsdage af et barns liv. Tilpassede varer spænder fra bodystockings med babyens navn til illustrerede puslespil.
Når du vælger print-on-demand-babyprodukter, skal du sikre dig, at materialerne er allergivenlige og egnede til babyer. Det er også en god idé at tilføje en kontaktformular til din webshop, så kunder kan indsende personlige forespørgsler.
3. Krus
Ligesom tøj er krus en favorit inden for print-on-demand-produkter. Efterspørgslen er konstant året rundt – og den stiger betydeligt i vinterferien.
Ud over det hvide standardkrus på 325 ml er der mulighed for at få print på farverige kopper med en flot dekoreret inderside eller trendy emaljekrus. Disse stilarter egner sig godt til kreative designs og fængende slogans.
4. Indgraverede smykker
Indgraverede smykker er ikke kun alsidige og lette (hvilket gør dem ideelle til forsendelse), men de giver også de perfekte lærred til at skabe personlige designs. Der findes et stort udvalg af print-on-demand-smykker. Man kan f.eks. få indgraveret tekst eller billeder på halskæder, øreringe, armbånd og smykkevedhæng. Hver stil appellerer til forskellige målgrupper, hvilket gør det muligt at skabe et nicheprodukt.
Promover dit smykkebrand gennem influencermarketing. Hvis du ikke allerede har et eksisterende publikum, kan influencer-samarbejder opbygge opmærksomhed omkring og tillid til dit brand.
Lad dig inspirere af smykkebrandet Nominal, som tilbyder en række personlige smykkeprodukter til både mænd og kvinder.
5. Plakater
Du behøver ikke finde et lærred frem og male dyre oliemalerier, hvis du drømmer om at sælge din kunst online. I stedet kan du omdanne dine designs til plakater og dermed gøre dem mere tilgængelige for den almene forbruger.
Plakater er altid populære – så længe de er af høj kvalitet. Du kan måske slippe af sted med et billede i lavere opløsning på en t-shirt eller et krus, men trykte plakater kræver en højere opløsning. Sørg for, at de billeder, du trykker på en plakat, er mindst 300 dpi.
6. Muleposer
Muleposer er et populært print-on-demand-produkt, som du nemt kan designe og tilføje til din butik. Illustrationer trykkes på en flad, rektangulær overflade, så det er nemt at tilpasse eller genbruge designs fra andre varer. Overvej at tilbyde muleposer sammen med andre produktkategorier, f.eks. et par matchende sokker eller en kop.
Amerikanske Boba Love tilbyder f.eks. en række print-on-demand-produkter, herunder muleposer, t-shirts og sweatere, hvor mange af deres designs er blevet genbrugt fra andre produkter.
Overvej at tilbyde dine print-on-demand-muleposer som en gratis gave eller til en nedsat pris, når kunderne køber for et bestemt minimumsbeløb. Du kan også med fordel trykke dit eget logo på muleposerne for at promovere dit brand.
7. Bæltetasker
Bæltetasker fås i forskellige størrelser og er blevet et populært produkt i de seneste år, takket være deres praktiske egenskaber og fordi de er blevet taget i brug af store modebrands.
Nogle print-on-demand-leverandører tilbyder bæltetasker og mavebælter, hvor man kan få trykket sit print over det hele, så hav dette in mente, når du designer dine produkter. Hvad der fungerer på en t-shirt eller en mulepose, skal måske justeres lidt, før det passer til bæltetasker.
Som med andre produkter på denne liste, øger kreative designs følelsen af at være unik, hvilket forbedrer den opfattede værdi i kundens øjne. Det betyder, at du kan tage højere priser og tjene mere pr. salg.
8. Klistermærker
Klistermærker er et af de ældste print-on-demand-produkter, der stadig er populære den dag i dag. Lav sjove, tiltalende klistermærker, der fanger din målgruppes opmærksomhed. Mange butikker bruger print-on-demand-modellen til løbende at opdatere deres klistermærkesortiment med illustrationer, der refererer til aktuelle film, sange og populære memes som en måde at skabe interesse og sikre, at kunderne kommer igen.
For eksempel henvender amerikanske Urban General Store sig til Taylor Swift-fans og seere af de nyeste binge-værdige tv-shows med en produktportefølje, der løbende opdateres.
9. Rygsække
Rygsække er endnu et unikt print-on-demand-produkt, du kan sælge i din e-handelsbutik. Prøv at køre back-to-school-kampagner, der er rettet mod studerende på gymnasier og universiteter. Eller du kan forsøge at annoncere til forældre med børn, der skal til at begynde i folkeskolen. Print-on-demand-virksomheder som Printify tilbyder forskellige muligheder for tryk på rygsække.
10. Vægkunst
Boligindretningsartikler såsom vægkunst har altid tiltrukket købere. Efterspørgslen på vægkunst steg under COVID-19-pandemien og forventes fortsat at stige på verdensplan, især hvad angår personlige kunstværker.
Hvis du er kunstner (eller kan kuratere populære billeder), kunne vægkunst være en god mulighed for din onlinebutik. Tag for eksempel Posters by Us, som sælger plakater med bykort i forskellige stilarter og med mulighed for at designe sit eget bykort.
11. Puder
Puder er et alsidigt print-on-demand-produkt, der kan sælges i enhver boligindretningsbutik. Traditionelle firkantede eller rektangulære puder egner sig perfekt som et blankt lærred til unikke illustrationer.
Nogle leverandører tilbyder endda puder i specialform, hvilket giver endnu flere muligheder for personlig tilpasning af produkterne. For eksempel kan du lade kunder bestille puder, der er formet som deres kæledyr eller andre sjove ting.
12. Håndklæder
White-label håndklæder er endnu et kvalitetsprodukt, som kan tilpasses og sælges online. Du kan bl.a. skabe iøjnefaldende strandhåndklæder, badehåndklæder, og små håndklæder til badeværelset. Mange print-on-demand-virksomheder tilbyder håndklæder i forskellige materialer såsom absorberende polyester og bløde bomuldsblandinger, der kan holde til mange typer anvendelser.
13. Mobilcovers
At starte en mobilcover-forretning er ligetil, når du arbejder med en print-on-demand-virksomhed. Covers er billige at producere, du kan designe dem, som du vil, og de giver mulighed for at opnå høje marginer sammenlignet med f.eks. smykker eller tøj.
Folk har også altid brug for mobilcovers, hvad enten det er til en ny telefon eller fordi de leder efter en opgradering. Efterspørgslen på mobilcovers forbliver konstant år efter år med stigninger i vintersæsonen omkring juletid.
14. Hatte og kasketter
En hat eller kasket er det perfekte tilbehør til at pifte hverdagslooket op. Du kan trykke dine designs på mange forskellige typer hatte:
- Snapback-kasket
- Flexfit-kasket
- Baseball-kasket
- Trucker-hat
- Specialstrikkede beanies
Mulighederne er mange, og efterspørgslen på hatte er stor året rundt.
15. Bluetooth-højttalere
Bluetooth-højttalere er endnu et unikt produkt, der kan tilpasses og sælges online. For eksempel tilbyder print-on-demand-markedspladsen Teelaunch flere bluetooth-højttaler med print, såsom Boxanne-højttaleren.
16. Vandflasker
Alle har brug for at være hydreret. I USA bruger hele 69 % af Gen Z-voksne regelmæssigt en genanvendelig vandflaske eller drikkedunk.
Du kan sælge vandflasker for et sted mellem 150 og 300 kr. Der findes mange typer flasker og drikkedunke, som du kan tilpasse – fra plastikkopper med sugerør til termoflasker i rustfrit stål.
17. Sokker
Sokker med print er en af de mest populære varer i Printifys produktsortiment – og med god grund. De er nemlig hurtige og nemme at producere. Du kan designe sokker i flere forskellige stilarter og farver, f.eks. med sjove og skøre print, men det er også muligt at designe nogle med et mere moderigtigt look.
18. Personlige puslespil
Print-on-demand gør det muligt at skabe personlige puslespil til kunder, der ofte køber dem som sjove, unikke gaver til fødselsdage, ferier eller jubilæer. Prøv at tilbyde puslespil i forskellige størrelser og med forskellige sværhedsgrader for at imødekomme forskellige niveauer – fra enkle børnepuslespil til indviklede kunstværker for voksne.
Puslespil med personlige fotos eller indsendte illustrationer giver en virkelig personlig købsoplevelse.
Design af print-on-demand-produkter
Det er sjovt at skabe dit første print-on-demand-design, og det allerbedste er, at du ikke behøver være designer.
Her er fire måder, du kan skabe fantastiske designs til dine produkter på: gør det selv, hyr professionel hjælp, køb designskabeloner eller brug et mockup-værktøj.
Gør det selv
Hvis du har visionen og den kreative passion, kan du selv skabe dine print-on-demand-designs. Brug betalt designsoftware som Photoshop eller Illustrator, eller gratis alternativer såsom Photopea, Pixlr og Canva. I de fleste tilfælde skal du gemme din fil som PSD eller PNG med transparent baggrund i den højest mulige opløsning.
Husk, at hver leverandør kan kræve specifikke billeddimensioner og formater. Dimensionerne kan også variere afhængigt af det produkt, du laver dit design til. Billeddimensionerne til et krus versus en t-shirt vil være forskellige, eftersom t-shirts er større end krus. Så husk at være opmærksom på disse, før du går i gang med designprocessen.
Hyr professionel hjælp
Hvis du foretrækker at lade en anden svinge designerpenslen, så kan du vælge at hyre professionel hjælp. Du kan f.eks. finde freelancere at arbejde med via sider såsom Upwork eller Fiverr eller søge efter grafiske designere på Instagram via hashtags, såsom #GraphicDesigner, #FreelanceDesigner og #GraphicArtist.
Omkostningerne ved at hyre en freelancer kan variere afhængigt af, hvem du arbejder med – og ligeledes kan kvaliteten af arbejdet. Det er oftest sådan, at desto højere en pris, desto bedre et design får du. Men det er ikke altid tilfældet, så det er vigtigt at undersøge grundigt.
Køb designskabeloner
En anden designmulighed er at købe en skabelon. Skabeloner er omkostningseffektive og nemme at bruge, men hvis du vælger at bruge en skabelon, mister du sandsynligvis eksklusive rettigheder til designet. Med andre ord kan du ende med at sælge produkter, der ligner nogle fra andre onlinebutikker.
Når det er sagt, så er brugen af skabeloner en fantastisk måde at gøre designs klar til salg hurtigt. Websites som Creative Market og GraphicRiver sælger forskellige grafiske aktiver og skabeloner, som du kan bruge på alle slags produkter. Designious og Tshirt Factory specialiserer sig i t-shirt-designs, der varierer i pris fra 50 til 175 kr.
Brug en mockup-generator
En produktmockup giver dig mulighed for at designe produkter og producere billeder til produktannoncer uden at skulle tage rigtige fotos. En mockup er en realistisk gengivelse af dit design, som du kan bruge i din annoncering, din butik og på dine produktsider.
Lav en mockup ved hjælp af et gratis værktøj. Printful og mange andre print-on-demand-partnere tilbyder gratis generatorer, og websites som Creative Market og GraphicRiver sælger mockup-skabeloner til alle typer produkter i forskellige stilarter og formater.
Med betalte mockups kan du blive mere kreativ og specifik. Du kan få mockups, der viser dine produkter på modeller såvel som i levende miljøer eller alene på simple baggrunde. Skabeloner koster alt fra 65 kr. til 275 kr., afhængigt af dine behov.
Sådan prissætter du print-on-demand-produkter
En ulempe ved print-on-demand-modellen er, at profitmarginerne er lavere sammenlignet med at købe produkter ind i store mængder. Men lad ikke lavere marginer afskrække dig fra at bruge print-on-demand. Du kan stadig prissætte dine produkter på en måde, hvor du opnår profit.
Din profit er forskellen mellem det, du sælger dit produkt for, og prisen på produktet fra din leverandør.
Så hvis du sælger en t-shirt for 175 kr., og din leverandør opkræver dig 50 kr. for produktet plus print og emballering, opnår du en fortjeneste på 125 kr.
Sådan markedsfører du print-on-demand-produkter
Nu er du næsten klar til at lancere din butik. Men før du gør det, er det vigtigt at få styr på nogle nøgleelementer. Disse er måske ikke påkrævet, men de anbefales stærkt, hvis du ønsker en succesfuld lancering og forretning.
Produktsider hjælper dig med at sælge dit produkt, men du skal også bruge en række andre sider på din butik for at fortælle din historie og sælge dit brand, samtidig med at du opbygger tillid hos dine kunder.
Før lanceringen bør du have nogle standardsider klar:
- En Om os-side
- En kontaktside
- En privatlivspolitik samt vilkår og betingelser
- En returpolitik
- En forsendelsespolitik
- En FAQ-side, der besvarer kunders mest almindelige spørgsmål og bekymringer
Men det kræver mere end blot at bruge en websitedesigner til at lave et website og forvente, at folk kommer strømmende til med det samme. Du skal også huske at drive trafik til det. Og det kan du læse mere om, hvordan du gør, nedenfor.
Betalt annoncering
Med mange betalte annonceringsplatforme, såsom Facebook, kan du komme i gang fra kun 35 kr. om dagen. Mulighederne for at målrette dine kampagner gør, at du kan opsætte meget effektive kampagner, som er designet til at nå din ideelle kunde.
Du kan køre betalt annoncering med:
- Facebook-annoncer
- Instagram-annoncer
- Pinterest-annoncer og promoverede pins
- Google Ads, som inkluderer søgeannoncer, displayannoncer, shoppingannoncer og YouTube-annoncer
Disse platforme giver dig også hurtige resultater. For eksempel kan du se, hvilken annonce der ledte til et køb, inden for få minutter efter salget.
Influencermarketing
Influencermarketing er en markedsføringsmetode, hvor du drager nytte af en persons indflydelse på et bestemt publikum, der respekterer og stoler på, hvad de siger. Du betaler en influencer et fast gebyr for at reklamere for dit produkt på deres sociale medier i en bestemt periode.
Influencers kommer i alle former, og du kan finde dem næsten overalt. Influencers kommer også i alle størrelser, fra mikro-influencers med et par hundrede eller tusinde følgere til massive influencers med millioner af følgere.
Affiliatemarketing
Affiliatemarketing er et belønningsbaseret system, der opfordrer partnere til at promovere dine produkter i bytte for en kommission.
Du kan betale affiliatepartnere et fast gebyr for hvert salg, de laver, eller en procentdel af hvert salg, de skaffer dig.
Det gode ved affiliatemarketing er, at du kun betaler din affiliate, efter de har skaffet dig et salg.
Der findes flere affiliatenetværk, som du kan samarbejde med, f.eks. Partner Ads. Du kan også oprette dit eget affiliateprogram.
Indholdsmarkedsføring
Indholdsmarkedsføring, også kendt som content marketing, er en anden trafikkanal, du kan tage fat på. Indholdsmarketing består i at skabe og distribuere værdifuldt, relevant og konsistent indhold for at tiltrække nye kunder.
Dette kan inkludere:
- At poste blogartikler på din hjemmeside, der relaterer sig til din forretning eller produkt
- At designe infografikker, du kan poste på Pinterest
- At lave videoer til din YouTube-kanal
- At poste konsekvent på din Instagram- og Facebook-side
- At starte din egen podcast, som henvender sig til din målgruppe
Selvom indholdsmarkedsføring måske ikke driver den helt store mængde trafik og salg i starten, støtter det dine andre markedsføringsindsatser – og det kan faktisk være ret sjovt at skabe indhold. I modsætning til betalt annoncering fungerer indholdsmarkedsføring bedst over tid – konsistent indhold og engagement er nøglen til succes.
Fordelene ved print-on-demand
Sælg uden lager
Print-on-demand revolutionerer traditionelle forretningsmodeller ved at give dig mulighed for at sælge produkter, uden at du behøver eje et fysisk varelager. Dette kan endeligt resultere i betydelige omkostningsbesparelser, da du undgår risikoen for at stå med usolgte varer, der samler støv på et lager.
Denne fordel gør også print-on-demand til en god måde at teste nye produktideer på uden økonomisk risiko. Hvis et design ikke rammer plet hos din målgruppe, kan du blot fjerne det fra din butik uden nogen omkostningsmæssige konsekvenser.
Sælg unikke produkter
Tilpasningsmuligheden i print-on-demand-tjenester appellerer til forbrugerens ønske om unikke produkter, hvilket kan styrke kundeloyaliteten. Hver ordre produceres enkeltvis, hvilket giver mulighed for personlige justeringer, der kan få et produkt til at skille sig ud.
Dette niveau af personlig tilpasning er svært at opnå med et præfabrikeret varelager og er en stor attraktion for forbrugere, der leder efter noget skræddersyet.
Driv en bæredygtig butik
Bæredygtighed er endnu en attraktiv fordel ved print-on-demand. Traditionelle detailmodeller genererer ofte store mængder affald gennem usolgte produkter og materialer. Da varer i en POD-model kun fremstilles, når der er efterspørgsel, reducerer det markant ressourceforbruget.
Denne miljøvenlige vinkel hjælper ikke kun planeten, men resonerer også godt med nutidens miljøbevidste forbrugere.
Udfordringer ved print-on-demand
Afhængighed af leverandører
Det er afgørende for din forretnings succes, at du også forstår udfordringerne ved print-on-demand. Afhængigheden af tredjepartsleverandører til produktion og forsendelse kan skabe problemer, f.eks. svingende kvalitet og inkonsekvente leveringstider. Disse aspekter kan potentielt skade dit brands omdømme.
Det er vigtigt at vælge dine POD-partnere omhyggeligt og holde øje med deres servicekvalitet.
Lavere profitmarginer
Profitmarginerne i print-on-demand kan være lavere sammenlignet med mængdekøb, primært på grund af højere omkostninger pr. vare. For at imødegå dette skal du fokusere på at opbygge et stærkt brand, der kan kræve højere priser.
Premium-branding, kombineret med kvalitetsdesigns og solide marketingbudskaber, kan retfærdiggøre højere prisniveauer og øge din samlede rentabilitet.
Øget konkurrence
Tilgængeligheden af print-on-demand betyder, at du kan møde konkurrence fra andre sælgere, der producerer deres egne versioner af print-on-demand-produkter.
For at slå konkurrenterne er det vigtigere end nogensinde at skille sig ud. Investér i designs, som henvender sig til specifikke målgrupper, og markedsfør dine produkter som et stærkt brand for at øge synligheden.
Fremtiden for print-on-demand
Efterhånden som AI-billedgeneratorer og redigeringsværktøjer fortsætter med at udvikle sig, åbner de spændende muligheder for print-on-demand-virksomheder. Disse værktøjer tilbyder en bred vifte af visuelle elementer i store mængder, med uendelige stilarter og emner, hvilket hjælper designere med at øge deres output uden at gå på kompromis med detaljer eller tilpasningsmuligheder.
Dagens AI-kunstplatforme bruger en blanding af tekstprompter, referencebilleder og manuel finjustering, så alle kan skabe noget unikt.
Før du tilføjer AI til din designerværktøjskasse, er det dog vigtigt at forstå det juridiske landskab omkring AI-genererede billeder. I øjeblikket er reglerne for at tjene penge på AI-genereret kunst, f.eks. ved at sælge AI-print-on-demand-produkter, endnu ikke helt på plads.
Det det er sagt, så tillader AI-kunstplatforme som Midjourney skabere at bruge deres billeder kommercielt, så længe de følger de fulde servicevilkår og har et betalt abonnement.
Hvis du har de kommercielle rettigheder til de billeder, du skaber på en AI-platform, kan du overveje at integrere denne teknologi i din forretning. Her er nogle praktiske måder, hvorpå du kan bruge AI til at forbedre dine designs og være på forkant med print-on-demand:
- Skab brugertilpassede designs: Lad dine kunder indsende forespørgsler om skræddersyede print-on-demand-produkter. Ved hjælp af AI kan du producere personlige designs i stor skala og tilbyde en service, som dine konkurrenter måske ikke tilbyder.
- Automatiser designvariationer: Prøv at bruge AI som en designassistent, der hjælper dig med at generere flere versioner af dine designs. Du kan bruge disse variationer til at finjustere visuelle elementer eller tilpasse dem til forskellige produkter eller produktserier.
- Samarbejd med digitale kunstnere: Samarbejd med menneskelige kunstnere om at producere originale designs, og brug derefter AI til at skabe store kollektioner i begrænset oplag, hvor hvert produkt indeholder unikke kunstværker.
Kom i gang med at sælge dine print-on-demand-produkter
En anden fantastisk ting ved print-on-demand er, at alle kan gøre det. Det er ligegyldigt, om du er helt grøn på eCommerce eller ikke er teknisk kyndig, for det er en fantastisk forretningsmodel til at få en fod inden for e-handelsverdenen. Alt, hvad du behøver, er at tilmelde dig en e-handelsplatform, lave et par designs og uploade dem til din butik.
Fokuser på produkter, der skaber trafik og salg, sæt dine profitmarginer højt nok til, at det efterlader et budget til annoncering, og investér i langsigtede marketingindsatser og forretningsstrategier. Det vil tage lidt tid at lære præcis, hvilke designs og produkter din niche kan lide. Vær tålmodig, test flere ideer, og lær af det, der ikke har virket for dig. Og vigtigst af alt: Husk at have det sjovt!
Oftest stillede spørgsmål om print-on-demand-produkter
Er print-on-demand stadig profitabelt?
Print-on-demand som forretningsmodel er stadig profitabel. Du kan opnå en fortjeneste på mellem 15-20 %, afhængigt af hvor meget du sælger dine varer for. Den økonomiske risiko ved at oprette en print-on-demand-butik er lille, da du ikke behøver at indkøbe noget lager på forhånd.
Hvilken hjemmeside er bedst til print-on-demand?
De bedste hjemmesider til print-on-demand-produkter er:
- Printful
- Printify
- Gelato
- Shirtigo Cockpit
- Redbubble
- Zazzle
Hvordan starter jeg en print-on-demand-virksomhed?
- Opret en webshop.
- Find efterspurgte produkter at sælge.
- Lav designs til produkterne.
- Opret produktet i en app som Printful eller Printify.
- Upload det til din butiks produktkatalog.
- Promover din butik.
Kan man sælge print-on-demand med Etsy?
Etsy tillader folk at sælge print-on-demand-produkter. Dog skal produkterne være håndlavet eller designet af forhandleren. Forhandlere skal oplyse, hvilke trykkerier de arbejder med for at sælge POD på Etsy.
Hvor meget koster det at starte en print-on-demand-virksomhed?
Omkostningerne ved at starte en print-on-demand-virksomhed er generelt lave, da der ikke er behov for at indkøbe varer på forhånd. Primære udgifter inkluderer oprettelse af hjemmeside samt de første markedsføringsindsatser. Du komme hurtigt i gang ved at oprette en onlinebutik med Shopifys gratis prøveperiode.
Hvilke typer produkter kan sælges som print-on-demand?
Print-on-demand-tjenester tilbyder et bredt udvalg af produkter, der kan tilpasses og sælges. Populære varer inkluderer tøj såsom t-shirts og hættetrøjer; tilbehør såsom kasketter, tasker og mobilcovers; boligindretningsartikler såsom plakater, lærredsprint og krus; samt papirvarer, herunder notesbøger og klistermærker.