Det er ingen hemmelighed, at en virksomhed skal skabe overskud for at få succes. Der kan dog være stor forskel på, hvor meget overskud der er nok, da det kan variere meget fra virksomhed til virksomhed.
Hvis målet fx er at tjene nok til at dække driftsomkostningerne og sikre sit levebrød som virksomhedsejer, kan et mindre overskud være fint. Men hvis virksomheden skal vokse, ansætte flere og investere i udvikling af nye produkter, kræver det en profitmargin, der kan bære de samlede omkostninger på sigt.
I denne guide gennemgår vi, hvad profitmargin er, og giver dig et overblik over de forskellige typer samt indsigt i, hvordan overskudsgrad typisk varierer på tværs af brancher og virksomheder.
Hvad er profitmargin?
Profitmargin, som også kaldes overskudsgrad eller overskudsmargin, måler en virksomheds rentabilitet i procent i stedet for i kroner og øre. Jo højere procent, jo større overskud i forhold til omkostningerne. Derfor er det vigtigt, at virksomheder følger deres overskudsgrad tæt. En Shopify-undersøgelse fra 2025 med 500 forhandlere viser også, at succesfulde virksomheder arbejder mere systematisk med deres profitmargin:
- Virksomheder med høj omsætning (over 1 mio. dollars årligt): har dobbelt så stor sandsynlighed for at følge deres profitmargin
- Hyppighed: Virksomheder med høj omsætning tjekker ugentligt, mens virksomheder med lavere omsætning typisk gør det én gang om måneden
Hvis margin falder, selv om salget stiger, er det ofte et tegn på, at omkostningerne vokser hurtigere end omsætningen. Virksomheder, der følger tallene ugentligt, opdager typisk udviklingen flere uger før dem, der kun tjekker månedligt.
Virksomheder med høje profitmarginer
Nogle virksomheder og produkter har typisk en højere profitmargin:
- Luksusvarer. Virksomheder, der sælger eksklusive produkter og nichevarer som tøj, smykker, ure, kosmetik og sportsvogne, har ofte høje overskudsgrader. Når et brand forbindes med luksus og status, kan det tage højere priser og stadig opnå et solidt overskud, selv med lavere salgsvolumen.
- Software og videospil. Udviklere bruger ofte lang tid på at udvikle deres produkter, men når de først er lanceret, er overskudsgraden typisk høj for hver ekstra kopi eller licens, der bliver solgt.
- Lægemidler og medicinsk udstyr. Virksomheder inden for medicin og udstyr investerer store beløb i forskning og udvikling i starten. Til gengæld kan de senere tjene investeringen hjem gennem salg af patentbeskyttede produkter med høj overskudsgrad.
Virksomheder med lave profitmarginer
Nogle virksomheder og produkter har typisk en lavere profitmargin:
- Restauranter: Restauranter har ofte lave overskudsgrader, fordi de har mange omkostninger som fx råvarer, løn, faste udgifter og husleje.
- Transport: Høje udgifter til infrastruktur, vedligeholdelse og brændstof eller energi holder overskudsgraden nede i transportbranchen.
- Landbrug: Store lagerbehov og høje krav til ressourcer, jord og opbevaring gør landbrug til en branche med lave overskudsgrader.
En lavere profitmargin betyder ikke nødvendigvis, at en virksomhed ikke tjener penge. Mange virksomheder kompenserer for lavere marginer ved at sælge til flere kunder eller øge volumen af produkter og materialer.
Typer af profitmargin
Små virksomheder, som bl.a. detailhandlere, kigger ofte på tre typer profitmargin:
- Bruttoavance
- Driftsmargin
- Nettomargin
Hvad er bruttoavance?
Bruttoavance er en type profitmargin, der viser forskellen mellem omsætning og vareforbrug (COGS). Det dækker direkte omkostninger som råvarer, emballage og løn til produktion eller salg.
Hvis du vil beregne bruttoavance, skal du først trække vareforbruget fra nettoomsætningen. Derefter dividerer du resultatet med nettoomsætningen for at få andelen i procent. Hvis salget fx er 8.000 kr., og de samlede omkostninger er 6.000 kr., er forskellen 2.000 kr. Divider 2.000 kr. med salget på 8.000 kr., og gang med 100. Det giver en bruttoavance på 25 %.
Hvornår bruges bruttoavance?
Bruttoavance bruges typisk på et bestemt produkt eller en produktlinje frem for hele virksomheden. Den er især nyttig til prisfastsættelse, da en lav bruttoavance kan være et tegn på, at prisen skal justeres, for at det kan betale sig at føre produktet.
Hvad er driftsmargin?
Driftsmargin minder om bruttoavance, da den måler omsætning i forhold til vareforbrug. Forskellen er, at driftsmargin også tager højde for de faste omkostninger ved at drive virksomheden, som ikke er direkte knyttet til produktionen. Det kan fx være husleje, kontorartikler og andre administrative udgifter.
For at beregne driftsmargin skal du både trække vareforbrug (COGS) og administrative omkostninger fra nettoomsætningen. Derefter dividerer du resultatet med nettoomsætningen for at få andelen i procent.
Hvornår bruges driftsmargin?
Driftsmargin giver et godt billede af, hvor effektivt virksomheden drives sammenlignet med konkurrenter i samme branche. Jo højere driftsmargin, jo bedre styr er der på omkostningerne.
Hvad er nettomargin?
Nettomargin tager alle virksomhedens udgifter med som bl.a. vareforbrug, administration, skat, renter og afskrivninger. Det vil sige, at den sammenligner virksomhedens nettoindkomst med omsætningen og giver et samlet billede af rentabiliteten.
Beregningen af nettomargin minder om bruttoavance og driftsmargin, men her kigger du på hele virksomhedens økonomi. Du dividerer nettoindkomsten, altså overskuddet efter alle udgifter er trukket fra, med den samlede omsætning og ganger det med 100 for at få resultatet i procent.
Lad os sige, at omsætningen er 150.000 kr., og udgifterne er 75.000 kr. Nettoindkomsten er dermed 75.000 kr. Divider 75.000 kr. med 150.000 kr., så får du 0,50. Hvis du ganger det tal med 100, giver det en nettomargin på 50 %.
Hvornår bruges nettomargin?
Nettomargin giver et hurtigt overblik over virksomhedens samlede økonomi og er derfor et relevant nøgletal at dele med fx investorer.
Vil du have flere råd til, hvordan din virksomhed kan opnå en højere overskudsgrad? Læs mere om, hvordan du kan forbedre din profitmargin.
Ofte stillede spørgsmål om profitmargin
Hvad betyder profitmargin?
Profitmargin, også kaldet overskudsmargin, er forskellen mellem virksomhedens samlede omkostninger og den omsætning, den skaber. Jo højere overskudsmargin, jo flere penge bliver der tilbage i virksomheden.
Er en højere profitmargin bedre?
Som udgangspunkt er en højere profitmargin bedre. Niveauet varierer dog meget fra branche til branche, så det er vigtigt ikke at sammenligne direkte uden kontekst.
Hvad er en god profitmargin for en lille virksomhed?
Profitmargin varierer fra branche til branche, men for onlineforhandlere ligger en god overskudsgrad ofte på omkring 7-8 %.
Hvordan beregner jeg profitmargin?
Hvis du vil beregne profitmargin i procent, skal du dividere virksomhedens nettoindkomst med den samlede omsætning og derefter gange resultatet med 100.
Baseret på en undersøgelse fra 2025 med 500 Shopify-forhandlere, gennemført på engelsk i Australien, Canada, Storbritannien, Irland, New Zealand og USA. Deltagerne var etablerede forhandlere med mere end to år på platformen. Resultaterne afspejler erfaringerne i denne specifikke stikprøve og er ikke nødvendigvis repræsentative for alle forhandlere.


